Mmmm..... cookies...

Fremleje

Hvornår må jeg fremleje min bolig? 
Der findes to former for fremleje: 

Delvis fremleje: Som lejer har du ret til at fremleje en del af din bolig - dog højst halvdelen af boligens beboelsesrum. Det kan fx være, at du lejer en 2-vær. bolig og så fremlejer det ene værelse til en ven/veninde. 

Hel fremleje: Du har også ret til at fremleje hele din bolig, men kun hvis du selv er midlertidigt fraværende i en periode på højst 2 år. Det midlertidige fravær kan fx skyldes studieophold, midlertidig forflyttelse, forretningsrejse, sygdom el. lign. For at fremleje din bolig, skal du kunne dokumentere, at du vil flytte tilbage til lejligheden igen. Du må derfor ikke fremleje, hvis du fx flytter sammen med din kæreste for at prøve, om forholdet kan holde til, at I bor sammen. 

Brøndby Boligselskab kan modsætte sig fremlejeforholdet, hvis det samlede antal personer i boligen vil overstige antallet af beboelsesrum. 

Ved både delvis og hel fremleje, skal du kontakte Brøndby Boligselskab, for at få et ansøgningsskema. Du skal udfylde skemaet og sende det til Brøndby Boligselskab. 

Denne skriftlige fremlejeaftale skal vi have en kopi af senest 2 uger før den træder i kraft.

Ved hel fremleje skal du også, senest 2 uger før du indgår en fremlejeaftale, underrette Brøndby Boligselskab om:

  • Årsagen til dit midlertidige fravær
  • Hvem du fremlejer til
  • Antallet af personer, der skal bo i boligen
  • Hvor meget du kræver i husleje.

Husk også, at du ikke må kræve en højere leje af den person, du lejer lejligheden ud til, end den leje, du selv betaler til Brøndby Boligselskab.

Hvem har ansvaret for boligen i fremlejeperioden?
Selvom en bolig er fremlejet, er det stadig den person, der står på den oprindelige lejekontrakt, der har ansvaret for, at huslejen bliver betalt, at husorden bliver overholdt og at boligen ikke bliver misligholdt.

Har jeg ret til at overtage en fremlejet lejlighed, lejeren ikke ønsker at flytte tilbage til? 
Nej. Du har ikke mulighed for at overtage en lejlighed, som du bor til fremleje i - den skal i stedet tilbydes andre boligsøgende efter ventelisten. Dette gælder uanset, hvor længe du har boet i lejligheden.

Kan jeg fremleje et værelse hos mine forældre, for at få SU som udeboende?
Det er ikke muligt at få SU som udeboende, hvis man bor hjemme hos sine forældre i Brøndby Boligselskab. Det skyldes, at Brøndby Boligselskab ikke udfærdiger 2 lejekontrakter på samme lejemål, og børn kan i øvrigt heller ikke komme med på lejekontrakten.

Pr. 1. januar er der kommet en ny bekendtgørelse i SU-reglerne, som betyder, at hjemmeboende børn kan få SU som udeboende, hvis de har en selvstændig lejekontrakt eller ejer samme andel af en bolig som forældrene. Og det er altså ikke muligt i Brøndby Boligselskab .