Mmmm..... cookies...

8. december 2021

5 rådgiverteams giver bud på 4 højhuse

5 rådgiverteams har over for Brøndby Boligselskabs byggeudvalg, rådgivere og forretningsfører fremlagt, hvordan de vil tilgå opgaven med at renovere de 4 højhuse i Brøndby Strand. De 5 teams er:

  • JJW Arkitekter med Danakon, Torkil Laursen A/S og Teknologisk Institut som underrådgivere.
  • Mangor & Nagel med Niras og Lytt Architecture som underrådgivere.
  • Norconsult med Rubow Arkitekter som underrådgiver
  • Rambøll Danmark med Skala Arkitekter som underrådgiver
  • Sweco Danmark

Præsentationen er et af de kriterier, der ligger til grund for at finde ud af, hvem der vinder udbuddet og bliver totalrådgiver på projektet. De øvrige 3 kriterier er pris, organisation/bemanding og proces. Pris-kriteriet vægter højst med 40 %, mens de øvrige 3 kriterier vægter 20 % hver.


Hvad laver totalrådgiveren?

Renoveringen af de 4 højhuse er anslået til at koste 367 millioner kroner. Totalrådgiveren styrer projektet med hensyn til tid, kvalitet og økonomi. Byggetekniske kvalifikationer vægter selvfølgelig højt, men en anden vigtig faktor er evnen til at samarbejde med beboerdemokratiet. Den netop overståede præsentationsrunde gav et indblik i de enkelte rådgiverteams evne til at formidle. Efter hver præsentation gav byggeudvalget, der består af beboerdemokrater, point på en skala fra 0-10.


Hvad skal der ske nu?

De 5 rådgiverteams skal nu afgive deres endelige bud på opgaven. Brøndby Boligselskab forventer, at totalrådgiveren er valgt i løbet af februar næste år. Derefter skal det valgte rådgiverteam i gang med at udarbejde et projektforslag.


Hvilken rolle spiller beboerne?

Beboerne i de 3 afdelinger, der er berørt af renoveringerne, skal godkende projektforslaget på et afdelingsmøde, inden de konkrete byggeopgaver sendes i udbud, og arbejdet kan gå i gang. Rådgiverne skal arbejde tæt sammen med byggeudvalget, mens de udarbejder projektforslaget, men de skal også inddrage de øvrige beboere i processen. Beboerne skal forberedes bedst muligt, så de ved, hvad der kommer til at ske undervejs i byggeprojektet. Det vil ifølge planen ske i løbet af 2022.


Hvad omfatter renoveringen?

Renoveringen af de 4 højhuse omhandler i store træk:

  • reparation af tage
  • nye facader og inddækkede altaner
  • nye trægulve (afd. 606 delvist)
  • nye badeværelsesgulve med membran
  • tilgængelighedsboliger (afd. 605 og 607)
  • nye lobbyer og renoverede ankomstarealer
  • ventilation med varmegenvinding
  • nye varmerør, radiatorer, vandrør og el-tavler mv.
  • renovering af elevatorer
  • udearealer i tilknytning til højhusene

Landsbyggefonden har desuden godkendt en ansøgning om tilskud til opsætning af solceller på højhusene. Det er den grønne boligaftale fra 2020, der giver mulighed for at søge yderligere støtte til grønne renoveringsprojekter.


Hvornår går håndværkerne i gang?

Det er en lang proces, der er sat i gang, og den bliver først for alvor håndgribelig, når byggepladsen sættes op, og håndværkerne går i gang med arbejdet. Ifølge planen skal det ske i løbet af 2024.


Hvad er HP4?

Renoveringen af de 4 højhuse er en del af HP4 – helhedsplan nr. 4 – for hele det område, der er omfattet af Brøndby Strand Parkerne. Sideløbende med rådgiver-udbuddet på Brøndby Boligselskabs 4 højhuse kører et lignende udbud, der handler om renoveringen af Tranemosegårds 3 højhuse. Også nedrivningen af de 5 højhuse i den østlige del af Strandesplanaden er en del af HP4. Senere følger renoveringer af lavhusene.