12. november 2020
Helhedsplan i Kirkebjerg er på vej
Brøndby Boligselskab har fået tilsagn fra Landsbyggefonden om støtte til en helhedsplan i afdeling 601 Kirkebjerg. Den omfatter nye badeværelser i rækkehusene syd for Park Allé. Alle badeværelser i kældrene i rækkehusene bliver samtidig nedlagt.
Afdelingsbestyrelsen i Kirkebjerg og organisationsbestyrelsen i Brøndby Boligselskab har godkendt skema A, der udstikker den overordnede ramme for arbejdet. Det skal nu godkendes af Brøndby Kommune og Landsbyggefonden.
Planen omfatter også dræn og fugtsikring langs med alle kældre i etageblokke og rækkehuse både syd og nord for Park Allé samt nødvendige reparationer af kloaksystemet og renovering af alle udvendige kældertrapper. Dette arbejde støttes ikke af Landsbyggefonden.
Beboerne er blevet informeret om planerne i en skrivelse, der blev omdelt i begyndelsen af november 2020. Det indeholder blandt andet en vurdering af, hvordan huslejen vil blive påvirket. Huslejestigningen afhænger af, hvor stor nytteværdi et lejemål har af det arbejde, der bliver udført. Du kan se brevet her.
Planerne skal senere godkendes på et afdelingsmøde, hvor konsekvenserne for huslejen vil være mere nøjagtigt beskrevet.
Det forventes, at renoveringen kan begynde i 2024 og være afsluttet i 2026.