Mmmm..... cookies...

16. juni 2020

Kulturlaboratorium i Hallingparken i nabohøring

Billedgalleri

De nærmeste naboer til et planlagt kulturlaboratorium mellem Hallingparken og Ulsøparken har modtaget et høringsbrev fra Brøndby Kommune.

De har frem til den 26. juni til at komme med kommentarer til Turning Tables Danmarks plan for et kulturlaboratorium for børn og unge i Brøndby Strand. Det skal ligge på Brøndby Boligselskabs område lige nord for Robinson-legepladsen mellem afdeling 606 Hallingparken og 605 Ulsøparken. Det er beboere, der har lejlighed ud til disse områder, der bliver hørt.

Kendt i området

Turning Tables er ikke ukendt i området. Organisationen har to gange tidligere besøgt Hallingparken med en midlertidig container, hvor børn og unge har fået mulighed for at lave musik, foto og video. Fra på onsdag, den 17. juni, er de igen i den midlertidige container med et sommertilbud til børn og unge. 

Det er dette koncept, der bliver videreudviklet med kulturlaboratoriet, som ifølge planen skal ligge i Hallingparken fra 2020 til 2024. Selve bygningen kommer til at bestå af skibscontainere beklædt med polycarbonat, så man ikke ser containerne udefra. Imellem dem vil der være et fællesrum samt en terrasse og en scene. Området er skærmet af bevoksning mod beboelserne på begge sider.

Kulturlaboratoriet er et fritidstilbud, der skal styrke børn og unge. De øvrige beboere i Brøndby Strand vil også kunne bruge faciliteterne i og omkring bygningen, ligesom de kan deltage i kulturlaboratoriets åbne arrangementer. Det skal skabe tryghed og aktivitet i området. Der er planer om en række fritidsjob til unge knyttet til projektet. De skal skabe yderligere engagement og ansvar. Kulturlaboratoriet bemandes af Turning Tables’ professionelle musik-, film- og fotofolk. 

Samarbejdspartnere

Både Brøndby Boligselskab og Brøndby Strand Projektet er samarbejdspartnere på kulturlaboratoriet. Det er primært finansieret via støtte fra fonde. Brøndby Boligselskab yder også et bidrag.

Andre samarbejdspartnere er Roskilde Festival, Copenhagen Photo Festival og Johan Borups Højskole. Samarbejdet med dem skal skabe opmærksomhed uden for Brøndby Strand og give de unge mulighed for at vise, hvad de kan, i en bredere sammenhæng. Det kan være med til at give omverdenen et mere nuanceret syn på Brøndby Strand Parkerne.

- Det handler om at give de unge nogle succesoplevelser og sætte fokus på noget af alt det gode, der foregår i et alment boligområde. De unge er vores næste generation. De får et bedre forhold til boligområdet, når de selv er med til at bidrage og tage ansvar, siger Michael Buch Barnes, der er formand for Brøndby Boligselskab.